den 1746 udkomne bog: «Nachrichten von Island, Grønland und der Strasse Davis»[1] fortælles om et forsøg paa at trænge ind i landet «endog med de lange fodbrædder, som det er bekjendt at lapperne og andre betjene sig af til deres vintertog». Denne beretning er foruden ved omtalen af ski ogsaa merkelig derved, at det er den eneste gang det omtales, at ekspeditioner paa indlandsisen har kostet menneskeliv.
Den første lidt længere vandring over et stykke af indlandsisen, som vi kjender noget til, blev foretaget i 1751 af kjøbmand Lars Dalager, som lidt nord for Fredrikshaab, hvor han var bosat, besøgte to nunataker, beliggende en eller to mil fra indlandsisens rand paa sydsiden af Fredrikshaabs isblink. Denne udflugt har han beskrevet i slutten af sin bog: «Grønlandske Relationer osv. sammenskrevet ved Friderichshaabs Coloni i Grønland, Anno 1752».
I slutten af august havde Dalager reist op til landet paa
sydsiden af Fredrikshaabs isblink. «Mit Ærende var», siger han,
«alleene at divertere mig et lidet med Skøtterie».
— — — — — — — —
— — — — — — — — —
Men han kom snart paa andre tanker. «Men ved den
Leilighed havde jeg snart resolveret at giøre en Reyse til
Øster-Bøygden over Iisfjeldet hen, formedelst en nye Opdagelse af
en Grønlænder afvigte Julii-Maaned, der havde været saa høyt oppe
paa Jagt, at han tydelig sagde sig, at kunde see de gamle
Kablunakiske Fielde[2] paa den
Østre-Side».
- ↑ Jeg har ikke havt anledning til at se denne bog; det her anførte er derfor taget fra kapt. J. A. D. Jensens bog: «Om Indlandsisen i Grønlands o. s. v. Kjøbenhavn 1888, side 34 anm.
- ↑ Kablunak eller rettere kavdlunak betyder paa grønlandsk europæer, bruges for tiden dog nærmest om danske. Med «de gamle Kablunakiske Fielde» menes fjelde, som skulde ligge i de gamle europæeres, altsaa de gamle nordmænds land, det er Østerbygden.
