Fra toppen af dette fjeld havde man en vid udsigt ind over isen,
og i det fjerne over isranden i nordost saaes nogle fjeldtoppe.
Disse antog Dalager for at være fjelde paa Grønlands østkyst; men,
som nedenfor vil bli omtalt, har de senere vist sig at være
nunataker (Jensens Nunataker) nogle mil indenfor
indlandsisens vestre rand.
Da de var paa toppen af fjeldet, siger han, «begyndte vi at falde i Forundring over den store Prospect fra alle Kanter, fornemmelig det vidtløftige Iisfjeldet langs Landet, og tvers over til Øster-Böyden, hvis Fielde var lige som disse, bedækkede med Snee.» Paa denne top forblev de til kl. 7 om aftenen, da Dalager «sluttede med en Tale til Grønlænderne, som handlede om de i fordum Dage Øster-Böyde Beboere, deres saavel legemlige som aandelige Velergaaende.
«Imidlertid gik Solen under, hvorfore vi gik et Stykke need af Bierget og lagde os til Hvile.»
Dalager vilde gjerne gaaet længere ind, men maatte «af mange Aarsager være betænkt paa Hiem-Reyse, hvorpaa en var meget vigtig, nemlig, at vi gik saa got som Barfodede.
«Thi, ihvorvel enhver af os var til Reysen forsynet med tvende par gode Støvler, saa vare de dog nu allerede af Iisens og Steenens Skarphed gandske i tu slitte.
«Og som vores medhavende Jomfrue til all Ulykke
