om Grønland», hvor det vil findes beskrevet. Blandt dem, som har deltaget i dette arbeide, bør nævnes: assistent Steenstrup, kaptein J. A. D. Jensen, løitnant Hammer og løitnant C. Ryder.
De to sidste har foretaget interessante maalinger af bræhastigheder i Nord-Grønland, særlig kan nævnes Ryders maalinger af Uperniviks isbræ, som i august 1886 bevægede sig med en hastighed af optil 99 fod (31 m.) i døgnet.
I 1880 foretog den svenske geolog Holst en reise i Syd-Grønland, hvorunder han besøgte indlandsisen og foretog mindre vandringer ind paa den paa forskjellige punkter. Hensigten med reisen var væsentlig at undersøge det af Nordenskiøld først beskrevne isstøv eller kryokonit, som Holst fandt at have samme sammensætning som kystfjeldene, og som han derfor tror er støv fra disse, som er blæst med vinden.
En af de betydeligste ekspeditioner paa Grønlands indlandsis er Nordenskiølds ekspedition i 1883. Ikke tilfreds med sin første isvandring i 1870, vilde denne utrættelige polarforsker trænge endnu længere ind for at fravriste dette indre nogle af dets merkeligste hemmeligheder. Han var nemlig i lighed med Whymper kommen paa den tanke, at der inde i dette «nordens sahara», som han kalder det, maatte findes oaser, som var snebare, ja han var ikke langt fra at holde det for muligt, at de havde en skogbeklædning, lige rig som landene ved Sibiriens kuldepol. Om end ingen af de tidligere ekspeditioner havde seet nogen grænse for isørkenen østover, saa var der dog ting, som talte for, «at det i de fleste tilfælde er en fysisk umulighed at det indre af et vidtstrakt kontinent er helt og holdent isdækket under de klimatiske forhold, som raader
