kunde være noksaa koldt, saa var dog, naar vi sad der rundt kogeapparatet og stirrede ned mod de svage lysstriber, som kastedes fra spiritusflammen ud gjennem hullerne i lamperummet, og ventede paa vor aftensmad,
«— — alting glemt og alt det onde over,
saa var vor vraa et marmorslot — —»
Og naar saa suppen, lapskausen, eller hvad det nu var, var kogt, rationerne blev udveiede, og den lille stump lys, vi havde, blev tændt, forat vi kunde se at spise, ja da steg vor lykke til sit høieste.
Var vi saa færdige med kveldsmaden, blev der gjort smaa forberedelser for den kommende morgen, kogekarrene blev fyldte med sne, færdige til at sættes over ilden, chokoladen blev opbrudt i stykker, saa den var færdig til at koges o. s. v.; og naar dette var gjort, krøb vi ned i poserne, lukkede igjen, saa godt vi formaaede, og sov blidelig ind.
Maden udgjorde selvfølgelig for os midtpunktet i tilværelsen; skulde vi tænke os eller ønske os en rigtig høi lykke, saa var det altid tilstrækkeligt af mad i en eller anden form, især var det fedt, tankerne dreiede sig om; som tidligere meddelt, havde vi faaet altfor lidet af den vare, og det bragte os tilslut til at lide af fuldstændig fedthunger. Vi fik udveiet1⁄4 kg. smør om ugen til hver mand, og saa længe denne ration varede, var det det bedste, vi kjendte, at kunne spise smør i store klumper uden noget andet til. For enkelte af os varede denne nydelse temmelig kort. Ja, Kristiansen, som var den værste i saa henseende, spiste hele rationen den første dag, hvilket var en meget slet husholdning.
Fedthungeren gik saa vidt, at Sverdrup en dag spurgte
