Jeg mener, at denne maade at komme frem paa, som paa Grønlands
indlandsis først er anvendt af amerikaneren Peary, bør ved
fremtidige ekspeditioner skjænkes mer opmerksomhed, end hidtil er
skeet, specielt turde den faa stor betydning ved undersøgelser af
den antarktiske indlandsis.
For en ski-ekspedition som vor er selvfølgelig skiernes konstruktion af lige stor vigtighed som slædens, men da jeg i næste kapitel kommer til at omtale vore ski, vil jeg henvise dertil.
Foruden ski medtoges ogsaa indianske snesko og norske truger.
De indianske snesko bestaar som bekjendt af et fletverk af dyresener (helst af den amerikanske elg), udspændt i en ramme af seigt træ (ask eller lignende). Vore snesko havde en længde af 1.06 m. og en bredde af 39 cm.
De norske snesko eller, som vi kalder dem, truger var gjorte af et fletverk af vidjer og havde en form som omstaaende tegning. De var smaa og havde kun en længde af omtr. 39 cm. og en bredde af omtr. 26 cm.
Trugerne anvendes i enkelte dele af landet ikke ualmindelig ogsaa om vinteren, men især er de dog nyttige paa vaarføre, da ski er mindre anvendelige. Størst anvendelse har i mange bygder landet over trugerne til hestene. Hestetrugerne ligner aldeles mennesketruger, kun er selvfølgelig paabindingen noget forskjellig og afpasset efter hestehoven. Vore fjordheste lærer meget hurtig at gaa paa truger og kan saaledes med nytte anvendes i sneføre, hvor
andre heste er en umulighed.[1]
- ↑ Af Xenophons Anabas’s (IV, 5) sees forøvrigt, at allerede 400 aar f. Kr. kjendte indbyggerne i de armeniske fjelde sandsynligvis til at binde truger eller noget lignende under hestebenene.
