og saa, det var blødt, da kjendte vor glæde ingen grænser. Vi kastede os ned, lagde munden til vandfladen og sugede i os af hjertens lyst; efter 1 maaneds liv med knappe vandrationer var det en ubeskrivelig nydelse at have overflod; hvor mange liter vi dengang satte tillivs, skal jeg ikke kunne sige, men faa var det ikke. Vi kunde formelig kjende, hvorledes maverne svulmede. Saa drog vi videre lidt tungere end før. Vi havde ikke gaaet langt, før vi hørte nogen raabe, og fik nu se lille Ravna komme springende, alt han orkede. Vi ventede paa ham, rædde for, at der var noget galt paafærde. Snart naaede han os, og jeg blev nu ikke lidet glad ved at høre, at han kom blot for at hente vægerne til spirituslampen; dem pleiede jeg nemlig at gaa med i lommen for at holde dem tørre. Jeg var meget spændt paa at faa vide, om Ravna havde seet vandet; thi han var den værste af os alle til at drikke vand, naar han slap til, og jeg var halvt bange for, at han nu skulde drikke sig fordærvet. Tilsidst kunde jeg ikke bare mig for at spørge ham, om han havde seet det. Jo, han havde nok det, men han havde ikke tid at drikke da, nu skulde han tage sin mon igjen, og dermed «tassede» han afsted; — aa du slette tid, hvor han har drukket!
Vi fortsatte imidlertid vor vandring og kom nu ned i det ujevneste og ufremkommeligste islænde, vi indtil da havde seet. Alt, hvad jeg kjendte fra kaptein Jensens beskrivelse af ujevn is, havde intet mod dette at sige. Aldeles ufremkommeligt var det jo ikke; men isrygge, den ene skarpere og mer utilgjængelig end den anden, strakte sig i alle retninger med dybe kløfter imellem, og hyppig var bunden af dem fuld af vand, hvorpaa laa tynd is, som man faldt igjennem. Det var allerede begyndt at
