tungt i forhold til dets varme. Jeg tænkte en stund paa at forsøge uldtøis soveposer; men jeg fandt dem for lidet varme, og jeg er bange for, at havde vi taget saadanne, saa var vi neppe levende komne frem til Grønlands østkyst.
Efter forskjellige forsøg blev jeg staaende ved renskinds soveposer som det heldigste af det, der for øieblikket var muligt at opdrive. Renskindet er, i forhold til sin vegt, det varmeste af alle mig bekjendte skindsorter, i særdeleshed er vinterskind af renkalve ganske sjelden lette og varme; dette kunde jeg imidlertid ikke opdrive itide og maatte derfor nøies med skind af simler (hunren), som er betydelig tungere.
En ulempe ved renskind er selvfølgelig den, at haarene slides let af det, ligesom det ikke taaler meget vand, før haarene falder af. I saa henseende er hundeskind betydelig bedre og sterkere; det naar dog ikke renskindet i varme. Endnu bedre end hundeskind er ulveskind, som kun har den feil at være kostbart.
Skindet i vore soveposer holdt meget godt den hele reise, samt vinteren over paa vestkysten; det var ekstra tilberedt for anledningen af bundtmager Brandt i Bergen, og jeg har al grund til at være tilfreds med det.
Vi havde 2 soveposer, og hver var indrettet til at rumme 3 mand. Dette er særdeles hensigtsmæssigt, idet en pose til 3 mand selvfølgelig er lettere, end 3 enkeltmandsposer, og samtidig er den betydelig varmere, idet de 3 mand i samme pose gjensidig varmer hinanden. Endnu større fordel vilde man vundet i saa henseende ved en pose til hele ekspeditionen. Dette turde jeg dog ikke risikere; thi hvis den kjælke, hvorpaa denne ene pose laa, faldt i en revne, saa vilde vi staa der aldeles uden beskyttelse mod nattekulden; mens vi i det fald, at vi mistede
