fagter, som vi allerede havde seet en del af paa østkysten. For os var forskjellen kun ringe, det samme udseende, den samme styghed og den samme fedtglinsende venlighed.
De samlede sig om os, hjalp os med at bære sagerne op og bringe baaden paa land, hvilket altsammen gik for sig under et rent øredøvende pludder med latter og forundring over os to arme stakkarer, som kom i en halv baad. Denne deres betegnelse for vor skrøbelige farkost er igrunden ganske betegnende; thi den lignede virkelig den første halvdel af en baad. Mens vi stod der og tog vare paa vor bøsse og andre værdifuldere ting uden at ænse alle de mange mennesker omkring os, som vi jo ikke forstod, fik vi øie paa en ung mand, som kom imod os. Han var klædt i saa noget nær grønlandsdragt, men havde en tam-o’-shanter-lue paa hovedet, og et smukt, blondt ansigt, saa lidet ligt en eskimos som vel muligt. Det var neppe til at tage feil af, det maatte, ligesom det hele fremtræde, være direkte importeret fra Kongens Kjøbenhavn. Han kom hen til os, han hilste, og det samme gjorde jeg, saa spurgte han: «Do you speak English?» Accenten røbede den danske tunge, og jeg betænkte mig lidt, om jeg virkelig ogsaa skulde svare paa samme sprog; men saa spurgte han heldigvis straks: «Are you Englishmen?» Her til kunde jeg trygt svare paa godt norsk: «Nei, vi er nordmænd.» «Tør jeg spørge om Deres navn?» «Mit navn er Nansen, og vi kommer fra indlandsisen». «Ah, tænkte jeg det ikke nok, maa jeg faa lov at gratulere Dem med doktorgraden.» — — —
Noget af det første, jeg spurgte om, var skibet til Danmark, — var det allerede reist? Ja, fra Godthaab var det sidste gaaet for et par maaneder siden, og der var ingen skibe, som kunde naaes nu. Det skulde da være, om man
