stilhed indtraadte. Saaledes roede vi nu en lang tid, kun aarernes ensformige plasken i vandet afbrød stilheden; ikke et liv var at se, hele naturen hvilede. Omsider blev dog tausheden grønlænderne for trykkende; alvoret, som ligger i den dødsstille tilværelse midt i en storslagen natur, greb besætningen, og pludselig istemte den en salme; denne efterfulgtes af andre, og under salmesang gled baaden frem gjennem nattens stadig tiltagende mørke.»
Den følgende dag naaede de, som læseren allerede vil vide, Godthaab.
I Dietrichsons optegnelse fra den morgen heder det:
«Ved middagstid denne dag kunde vi gjøre regning paa at naa frem til kolonien. Mon hvad folk vil tænke, naar de faar os at se? Skindmagre, med langt haar, helt, uklippet skjæg og med tre maaneders gammel smuds paa vort legeme, saa vi nærmest ud som nogle skræmmebilleder. Inde ved bunden af fjorden havde vi forgjæves søgt at fjerne en del af smudsen med varmt vand og skuresand, sæbe maatte imidlertid til, og det manglede vi; vi var og blev derfor lige skidne. Et fornyet forsøg paa at pudse os vilde være lige frugtesløst.»
Dietrichson slutter sin beretning saaledes: «Da vi lagde iland ved kolonien, modtoges vi paa det hjerteligste af vore senere saa elskværdige vertsfolk, kolonibestyrer Bistrup og frue, samt af alle de øvrige danske familier, der mødte frem for at ønske os velkommen.
«Efter 16 dages adskillelse var ekspeditionens medlemmer atter samlede den 12te oktober. Maalet var naaet, alle var i god behold naaede frem til den danske koloni paa vestkysten efter at have gjennemvandret Grønlands ismarker fra øst til vest.»
