ikke alene tilkommer vor ven Joel, men som jeg tror er noksaa almindelig for grønlænderen i det hele taget, dette, at han nødig siger en europæer imod eller giver ham et svar paa hans spørgsmaal, som han tror han ikke gjerne ønsker; isaafald klæder han gjerne sine ord i en lidt tvetydig form. Dette er jo igrunden et smukt træk i hans karakter, men kan dog være ubehageligt nok for den, som skal have med ham at gjøre.
«Du mener altsaa, det er daarligt idag igjen, Ojoetle?» «Soruna ajorpok,» (Ja vist, det er daarligt) vinden staar op gjennem dalene.» Nu, derved var intet at gjøre; naar vinden staar op gjennem dalene, saa man faar den i ryggen, naar man skal gaa efter renen, da maa man helst lade den være i fred; thi man opnaar kun at skræmme den. Vi besluttede som almindeligt i saadanne tilfælde at gaa efter ryper. Joel fik som vanligt paa sig klæderne, fik gjort op varme i ovnen og gik til bækken for at hente vand paa kaffekjedelen, under hvilken forretning han ogsaa som vanligt faldt overende et par gange paa holken udenfor, saa man kunde høre ham og kobberkjedelen skrangle den ene vei og laaget den anden. «Naa ankra han Joel op,» sagde Sverdrup.
Saa var endelig kaffeen færdig, og vi spiste frokost i poserne, snakkende om, hvor hver vilde gaa, og hvor der var mest udsigt for at finde ryper nu. Saasnart frokosten var over, tog man paa sig, spændte skierne paa og forsvandt hver i sin retning. Jeg gik opover nogle fjeldrygge lidt i øst for teltet, hvor det saa ud til at kunne være ryper. Tungt bar det opefter lierne, veien blev lagt opigjennem de mest ulændte steder, hvor fjeldrypen netop har sit kjæreste opholdssted. Øiet speidede og speidede til alle kanter inde mellem stenene; men jeg havde ikke heldet med
