mig idag, intet var at øine, som kunde antyde en rype, ingen sort, rund prik paa sneen, som kunde ligne et rypeøie,[1] heller ingen spor og ingen kaglende lyd, der hørtes intet uden skiernes gliden paa sneen. Jeg steg stadig høiere og naaede op paa en fjeldryg med udsigt indover landet mod indlandsisen.
Hvor underlig livløst, ikke engang en kredsende ørn eller en skrigende ravn — dem pleier det ellers ikke at være ondt om. Rundt omkring staar de tause, sneoverdryssede fjelde med sine mørke sider, hvor sneen ikke faar lov at ligge. Dybt der nedenunder snor den mørke Ameralik-fjord sig under de bratte bergvægge tungsindig udover mod havet, forglemt af livet, forglemt af sollyset — til dens flade naar ingen solstraale hele vinteren over. Ingen skog, ingen trær, ja ikke engang en busk at øine. Og dog er her vakkert; se nu, hvor solen kaster streiflys hen over topperne paa den anden side fjorden, det glitrer i sneen, det rødmer. Det er ikke altid livet, som trænges for at gjøre naturen skjøn.
Jeg gik videre indover, foran mig laa en flad slette med en myrstrækning og paa den anden side denne en ur og en høi brat bergvæg. Jeg havde ikke gaaet mange skridt, før det forekom mig, at jeg hørte lyd ligesom af noget, der gik oppe i denne bergvæggen. Jeg tænkte, at det muligens kunde være en ren, som havde gaaet sig fast. Jeg saa opefter, men kunde intet se og fandt det ogsaa ganske rimeligt, ingen levende skabning uden vinger kunde komme frem i den styrtningen, og jeg gik videre indefter; men da forekom det mig saa
tydelig, at
- ↑ De snehvide ryper er for et uøvet øie vanskelige at se paa sneen; det, man kjender dem lettest paa, er de sorte øine og neb.
