Side:Nansen - Paa ski over Grønland.djvu/617

afsats. Jeg troede ham død eller ialfald radbrækket. Da kom en arm tilsyne og blev forsigtig bøiet i leddene, saa den anden, saa kom hovedet, han strak det og bøiede det forsigtig frem og tilbage i nakken, saa benene — det saa merkelig nok ud til at være helt altsammen, og han reiste paa sig. Jeg kunde ikke rigtig se, hvad han tog sig for, men saa lød et skud derovenfra, — var det et vaadeskud? Jeg saa ham ifærd med noget. Saa kom et skud til. Hvad betød dette? Han gik omkring paa den lille afsats, han ledte nok efter en nedgang, som ikke var let at finde; men nu tog han skierne paa nakken og begyndte at stige forsigtig ned ad bergvæggen paa et sted, hvor han saavidt fandt fæste for foden. Skridt for skridt gik det. Da jeg endelig saa ham udenfor fare i uren nedenunder, drog jeg videre. Ryper fandt jeg imidlertid ingen af, jeg var usedvanlig uheldig den dag. Da hørte jeg et skud fra Balto, han var nu ikke langt fra mig oppe i en ur paa den anden side et skar. Jeg saa over og fik øie paa en rypeflok, som kom skjærende fra ham og slog sig ind i en ur længere oppe i skaret. Da det ikke var langt fra mig, drog jeg opover den vei og fik snart se masser af ryper, som trippede om paa sneen mellem stenene. Nærmede man sig, stansede de og strakte ængstelig hals for at se, men lod en dog gjerne komme paa godt skudhold. Jeg skjød et par stykker; men saa fløi hele flokken længere op i uren, hvor Balto netop var kommen frem, og hvor han ladede og skjød med sin mundladningsbøsse, som det gjaldt livet. Der var ikke flere ryper, end at han nok klarede dem alene; jeg satte mig derfor ned paa en sten for at vente og se paa ham. Skierne havde han sat igjen og sprang nu fra sten til sten, overalt forsigtig speidende; paa hovedet var det nok for varmt, han