Hos os var der før julen et indryk, større end nogensinde, af
grønlændere, som faldbød alle mulige og umulige ting for derved at
faa nogle ekstraskillinger. Kvinderne kom særlig med skindarbeider,
som undertiden kunde være vakre, og mændene kom med arbeider i ben,
træ og sten. De har udpræget formsans og er dygtige i at skjære ud;
en god prøve paa deres kunst danner de paa foregaaende side
afbildede hoveder skaarne i træ.
Saa kom julekvelden. Om formiddagen blev træet pyntet. Kl. 2 var der stor høitidelighed i kirken, der var
(Efter fotografi af inspektør C. Ryberg).
overhøring af børnene, og ved en saa fornøielig leilighed er naturligvis alle grønlændere tilstede.
Saasnart dette var færdigt, styrtede, efter gammel skik, alle børn afsted til kolonibestyrerens, hvor de fik hvert sit kræmmerhus med figener. Efterat det var bragt hjem, bar det ind til os for at faa en lignende ladning. Det er en hel liden folkevandring af disse smaa skindmennesker. Alle, som kan gaa, kommer trippende selv, er de under den alder, bæres de af sine mødre, men er de for smaa endog dertil, henter andre for dem.
Om eftermiddagen kl. 5 var der sang i kirken. Salmer, forfattede eller oversatte af kateketerne paa grønlandsk for anledningen, blev sungne af et stort kor grønlænderinder og grønlændere, som i stilhed var indøvet lang tid iforveien. Det hele gjorde et barnsligt, elskværdigt indtryk. Melodierne var friske og vakre, ikke slæbende og monotone som vanlige salmemelodier. En ældre, halvciviliseret grønlænder, som nødig satte sit lys under en
