Milano, Neapel, Pulkova og flere steder, bestemt at tyde paa en forandring af polhøiden[1]. Skulde det virkelig være saa, at polen kan bevæge sig f. eks. saa meget som et sekund i løbet af et aar, da trænges ikke lange tidsrum, geologisk talt, for at flytte polen betydelige strækninger, i løbet af 3600 aar vil den kunne bevæges en hel grad, og til de 20 til 30 graders flytning efter istiden vil der ikke trænges mer end 72 000 til 108 000 aar.
Hvordan det end maatte forholde sig med disse observationer af en polforandring, saa er det ialfald sikkert, at astronomerne ikke kan benegte muligheden af, at den kan gaa for sig.
Vi kan ogsaa pege hen paa et andet forhold, som vi heller ikke kjender aarsagen til, men som vi dog véd foregaar, og det er vandringerne af den magnetiske pol. At disse skyldes forandringer af en eller anden art i selve jorden, muligens i dennes indre (?), maa vel ansees for sandsynligt, men af hvad art disse kan være, har vi ikke kunnet paavise. I alt dette er der et stort hul i vor viden, men a priori kan neppe det ene siges at være mere umuligt end det andet.
Det vanskelige ved denne theori er imidlertid foruden mangelen paa tilstrækkelige grunde til, at aksen flyttes, ogsaa den, at der maa have skeet mange flytninger. For at kunne give en fyldestgjørende forklaring af de varme klimater paa Grønland, Spitsbergen og Nowaja Semblia maa nordpolen lægges næsten helt over mod Berings-strædet eller endnu sydligere. Dette kommer imidlertid i strid med den tertiære flora i Alaska og flere steder. At den paa tertiærtiden skulde have ligget 20° mod Sibiriens kyst eller omtrent paa 70° n. br. og 120° ø. l., mener prof. Nathorst at se et bevis for deri, at Japans tertiære flora tyder paa et betydelig koldere klima, end der til samme tid maa have været f. eks. i Grønland. Hvad der endvidere kunde tale derfor er, at bl. a. Spitsbergen og Grinnells Land ogsaa dengang har, som seet, havt et koldere klima end den nordgrønlandske vestkyst. Det eneste, som, efter hvad prof. Nathorst har gjort mig opmerksom paa, han finder at kunne tale imod en saadan beliggenhed af polen under tertiærtiden, er de sidste fund paa de Nysibiriske Øer, idet disse har bragt tertiære planteforsteninger, der muligens kunde tyde paa et varmere klima, end man kan tænke sig saa nær polen. Disse forsteninger er imidlertid saa daarlig vedligeholdte, og det hele endnu saa lidet undersøgt, at der for tiden intet kan siges med sikkerhed derom.
Lidt vanskeligt blir det dog ogsaa at forklare, at man med en saadan beliggenhed af polen vilde faa findestederne for tertiære
planteforsteninger ved Lenafloden ved Tsjirimyi-kaja[2] paa 85° n. br., paa Kamsjatka
- ↑ Italieneren Fergola har sammenstillet de paalidelige breddebestemmelser, som viser ændring af polhøiden, og faar da følgende ændringer, beregnet til pr. 100 aar: i Greenwich ÷2."4, Washington ÷2."8, Milano ÷2."5, Neapel ÷2."4. (Atti d. Societá di Napoli. Acca. d. science. Vol. 5. 1873.)
- ↑ Hvorvidt disse planteforsteninger er miocene, er dog tvilsomt.
