136
Da griber mig en Længsel til Skov og til Fjeld,
jeg hører atter Bjælder og Lurlok ved Kveld,
og Sus gjennem skjæggede Graner.
Sommerens Vemod,
Har du nogentid vovet, ved Midsommers Fest,
at træde ganske nær til den kongelige Gjæst?
Har du nogentid vandret hans Øie forbi –
da saa du vist der bævede en Taare deri.
Thi her har han ei hjemme, ikke her i vort Nord
her sidder ikke Kongen ved eget Bord ;
kan han ikke skjænke i Guld sin bedste Vin,
staar ei fast hans Throne med Blomsterbaldakin.
Og dog, hvor gjerne gaar han ei hid, naar Timen slaar
hid fra sit fjerne Syden, fra sin evige Vaar !
Hvor smilende, hvor deilig ryster han ud sit Horn
paa granne Sætermarker, paa bølgende Korn !
Ak, han aander saa let paa vor høie Klippeborg,
han elsker saa dybt vore stille Dales Sorg –
han vilde saa gjerne dvæle, saa gjerne fæste Bo
for evig under Aasen, hvor de lyse Birker gro.
