Trangt og tarveligt var det i „festsalen“ et
lasterum agter, men hvad gjør det, naar sindene er til
eksplosionens grad fyldte af festlig glæde med islæt af
vemod.
Færden var endt, dens straalende billeder fyldte til trængsel hvert sind; men færdeni havde git os det, som fik hjertet til at svulme større og varmere, det var hjerternes mening der sang ud i: Ja, vi elsker dette landet. Den legio af skaaler og taler var ogsaa som fyldte af elektricitet; men sterkest tror jeg han traf hjerternes mening og løste den ud, dansken, dr. Aage Friis. Og lige idet han sætter sig efter sin tale, der saa dybt havde grebet, sprætter han op igjen, og paa sin fyndige og varme maade bryder han ud: „Og saa lad mig endnu engang faa høre eders herlige fædrelandssang“.
Og slig har jeg aldrig hørt den sang bli sunget.
Det var som færdens hele sum af indtryk og stemninger, og ikke bare dens, men alle de af et livs gjennemlevelser, der kan gi en saadan stund dens styrke, bruste ud i dens ord og toner:
Ja, vi elsker dette landet
som det stiger frem,
furet, veirbidt over våndet,
med de tnsend hjem.
