i eventyret. Vi syntes, større naturindtryk, mere festlig betagende kunde naturen ikke faa byde.
Men vi drog fra stort og til større. Ved midnat damped vi fra Bodø ad Lofoten til.
Fra Bodø har man to ruter til Lofoten. Fra Bodø tversover Vestfjorden til Lofotodden og saa østover langsmed Lofotrækken til Raftsundet.
Eller direkte til Svolvær. Og da Svolvær ligger i Østlofoten, holder man langs Saltens tindekyst til Grøtø og saa tversover Vestfjorden mod Lofotvæggen, det er et betegnende navn for Øst-Lofotens takkede mur med tinder paa. Vest-Lofoten vil derimod vise sig som isolerede toppe.
I øst staar kystens fylking af tinder skarpt mod luften, store, nære og virkelige. Ude i vest, udenfor allo afstande, langt nede mellem hav og himmel, dukker no'en blege syner frem, ligesom en verden bag verden. De blege takker er ikke hildr, det er virkelighedens alfeland, det er Værø. Ti—tolv mil didud, saa vidunderlig gjennemsigtig er luften. Mere af Lofoten ser vi endnu ikke. Men vi nyder følelsen af at være paa Vestfjorden, med Saltens stolte tinderad som følge i øst og Lofotrækken i vente.
De navne rummer i os en række forestillinger, som der er eventyr ved. Jonas Lie, Petter Dass, Schulze. Kittelsen, Holmboe, Gunnar Berg har git os naturen og livet i al sin usedvanlighed. Og nu skal man selv faa se, om ikke livet saa dog naturen i dette eventyrland! Jeg tror nogen hver følte denne fyldte spændthed i brystet som foran en stor glæde, det var jo ogsaa sligt et veir, at bare det at være til er en fest. Og naar saa frempaa morgenen Lofotens sneskinnende tinder endelig er der, med tindrende morgensol paa sig og et glitrende havgulv foran sig, da er alle læste indtryk væk bag en,
