Bugge er navnet sat sammen af hår, „høi“ og laga „luers“, saa blir altsaa Hålogaland „landet, hvor de høie luer blusser“.
En blank søndagsagtig lørdagsmorgen slap vi ankeret i Svolværs havn. Paa et stykke lavt forland og paa lave holmer udenfor ligger i klynger og spredt en hel mængde smaahuse omkring den lune havn. Og bag Svolvær løfter sig Øst-Vaagøs tinder, med skinnende snemasser i botner og render, saa deilig steile og mangfoldig udspekulerte for at bevare sin jomfruelige utilgjængelighed, at tindesygen gaar én i kløerne. Fra havnen ser man over ryggen mellem Fløifjeldet og Blaatinden en merkelig fjelddannelse, et spidst horn, som kløver sig til en trang gaffel. Det er Svolværjuret eller Svolværgjeita. Hvis det fjeld havde staaet i et land, hvor fantastiske fjeldformer ikke var saa hyppige, at det blev hverdagsligt, der vilde slig en tind aldrig blit døbt med saa prosaisk navn. Selv uden fantasi maa man se, at det er to unge vakre folk, som sidder sammen og ser paa hin anden. I holdning og klædedragt tilhører de den stilige middelalder; de maa ha fundet sladderørerne nede i Svolvær generlig lange, siden de har sat sig op paa en slig fjeldstolpe, at det ikke er lyktes de dristigste tindebestigere at komme saa langt op, at de har kunnet fortælle hvad de to snakker om. „Det elskende par“ — „Faust og Margarethe“ er naturligvis betegnelser af moderne datum, og ikke fra det brede folk. „Mand og kjærring“ maatte de i saafald hedt. Men slig sidder ikke mand og kjærring hertillands, og hvordan de sad sammen før de blev gifte, det skal urindbyggerne i natteløberiets gamle land nok vogte sig for skal bli bekjendt. Derfor kunde ikke bondefantasien døbe dem hverken Mand og kjærring eller Det elskende par. Derfor skal „Svolværjuret“ eller „Svolværgjeita“ faa bli
