Side:Nordland og Finmarken.djvu/27

Denne siden er korrekturlest
25

staaende som det baade historisk og kulturhistorisk rigtige navn. Tænk paa fremtidens arkæologer, hvilke vildledende oplysninger de kunde begaa.

Paa en liden ø lyser et hvidmalet hus i morgensolen. Det er maleren Gunnar Bergs hjem. Her bygged Lofotens trofaste maler sit atelier, der staar som han forlod det, for, tror jeg, 9 aar siden. Her havde han nær sig alt det kjæreste han eiede i verden. Her stod tinderne og skinned udenfor vinduerne, her suste Vestfjorden md sine viser, her gynged hans kjære nordlandsbaad, her havde han far og mor, brødre og søstre, — han var slig en hjemmegut.

Atelierets alle vægge dækkes af billeder og skisser. Lofoten og atter Lofoten, især ved vintertid, naar de sneede tinder staar i den mørke sjø med fiskerflaadens skog af master. Guttens forsøg, kunstskolens aktstudier, hans manddoms voksne kunst er her. Hans sidste arbeide, udkastet til et kolossalt billede, staar paa staffeliet, den tomme ramme staar ved væggen og venter. Paa skrivebordet staar penslerne i krukken, ligger penner, papirer, smaating slig han forlod det, henne i hylden hans skolebøger fra guttedagene, som han, vistnok betegnende for ham, ikke har skilt sig ved, og hans læsning, ved døren hans arsenal af manualer. Jernstangen med to slibestener paa fortæller om hans kjæmpekræfter og idrætsmandens kjærlighed til et veldyrket legeme.

Det eiendommelige verksted og helligdom for en Lofotens kunstner er med rørende omhu af familjen bevaret som da Grunnar var der, rummet gir en det indtryk, at han netop var her.

Og det samme indtryk gjorde ogsaa den fisker, jeg laante baad af for at komme over til holmen. Der kom noget bevæget, inderlig op i mandens stemme, som gav mig mer ærbødighed for Gunnar Bergs minde end noget