Som sedvanlig havde vi snau tid, saa vi hverken
kunde faa bese Fredriksens mange anlæg eller ta
landeveien over øen til Stokmarknæs.
Her stor fest hos direktøren for Vesteraalske d/s, den dristige starter af den første og eneste hurtigrute paa Finmarken, direktør With. Her fik vi jo anledning til at takke for den elskværdighed, hvormed „Nordland“ var stillet til færdens raadighed.
Fra Stokmarknæs var ruten til havs udenom Andenæs, ud til fri horisont og midnatssol. Men der blæste en „kustorm“, som vi lurte os undaf ved at gaa tilbaga Raftsundet om natten og nordover paa Hindøens østside.
De allerfleste sov gjennem Raftsundet, trætte af 24 indtryksrige timer. Men Raftsundet i natbelysning, man bør jo heller sætto pinder mellem øielaagene end gaa glip af en saadan afslutning paa et saadant døgn,
Det eventyrligste og righoldigste reisedøgn, ialfald i mit liv, og jeg synes jeg har krydset ganske bra omkring i Norges land. En dobbelt dag, der taaler Wergelands ord:
Den hele dag
var et gyldent vingeslag.
Næste dag fik vi erfare det almindelige veirfænomen her nord: efter en straalende dag kommer taage. I vind, taage, regnbyger og kulde damped vi nordover den hele dag, uden anelse om Thore Hunds Bjarkø, Senjens stolte tindeø eller Tromsø-indseilingen. En patriotisk Tromsøstudent var grædefærdig over sit hjemsteds mangel paa udseende. En rus, der vilde trøste ham, kom farende med det spørsmaal: Er Tromsø-damerne pene, men blev bidt af paa midten med en af ædel bitterhed dikteret forelæsning om hvad studenter syntes væsentlig at bryde sig om paa denne færd. Jeg vil ikke fortælle hvad Tromsø-studenten sa.
Lappeleiren paa den anden side sundet maatte sløifes
3*
