rødt hus, en menneskebolig, den eneste her, hvor Ingebrigtsens familje bor fra januar til høsten, hele fangsttiden. Omgivelserne: lyng, sne og ijeldkoller, vi er nøiagtig paa stregen under 71de breddegrad, og ishavet er naboen.
Ingebrigtsens hvalfangerstation paa Rolfsø.
Kapteinen modtog os med velgjørende kortfattethed i formaliteterne, og vi var med engang med i hvalbedriften, følgende den demonstrerende og fortællende kaptein om mellem hvaler og barder og spæk og tran, kjedler og tønder, harpuner og trosser, gigantiske greier til en jagt, der som idræt betragtet maatte tilfredsstille jøtner. Selv kaptein Ingebrigtsen synes at hvaljagten er der noget ved. Det er ogsaa sikkert, at han „staar godt“ til de omgivelser han lever i og den jagt han driver. Det er en prægtig ishavsbjørn, bred og brysk og rungende. Jeg kan tænke mig den mand ombord, ved harpunen, der det gjælder, da er det neppe flere ord end dem der trænges, og de
