kalvene. En dag i november, efter det første snefald, slippes alle de klaprende tusinder paa engang gjennem gjærdet. Nu er det meningen de skal holde sig inde paa den smale strimmel norsk land mellem Pasvig i øst og Finland i vest. Her har renlapperne fremdeles en brysom vagt og jagt og mister ofte hundreder af ren til den finske lensmand.
Rusland og Norge overholder sig imellem grænsespærringen paa en mindre streng maade. Baade russisk og norsk ren kan passere grænsen uden mulkt, det vilde ellers blit uudholdelig for grænseboerne paa begge sider.
Indenfor Finmarkens ørkenagtige halvøer er bølgende vidder af mosefjeld, her og der spættet af myrer og tjern og sjøer, og gjennemslynget af et elvenet, hvis største præstationer er de betydelige elve til Alten, Tana og Pasvig. D6 har langsomt fald og stor vandmasse. Fra Karasjok langt inde i bunden af Finmarken, 25 mil i baad ned ad den vældige, rolige Tana, den tur skriver vi ind i vore ønskers bog. I samme bog indfører vi ogsaa en tur fra Alten til Karasjok, men det skulde helst være i mars maaned med en galen ren foran pulken, og lapper i viltre kjærriser foran og efter.
Herinde er lappen i sit rige, her er ingen bumandsmark at komme i konflikt med, ingen eiendes ret at ta hensyn til, her er Fin-marken. I Finmarken kaldes ogsaa lappen helst for fin. Det er hans rette navn, lap er et klængenavn paastaaes det af folk, som burde vide besked. De nordmænd, lapper og kvæner jeg udspurte om dette erklærte, at det havde de aldrig hørt, at lap var et klængenavn, 6t navn lappen ikke likte. Derimod hørte jeg, at kvænen liker ikke sit navn. Kvænen bodde i det gamle Kvænland, men blev undertrykt af beslægtede finlændere (kareler?), som altsaa ikke liker at kaldes kvæn. Altsaa: lappen er fin, og kvænen er finlænder. Det som
