er ret maa de lærde vide. Seminarrektor Qvigstad anraaber vi om besked. Den mand er vel høi nok instans i det spørgsmaal.
Paa kartet ser man, at hele det nordlige Norge til langt ned i Nordland med de tilsvarende dele af Sverige nar været lappens land, „Lappland“. Bare langs kysten dinder man i Finmarken og Tromsø norske stednavne. I det indre er alle fjelde „varre“, alle sjøer „javre“, alle elver „jokka“. Mon norskhedsbaptisterne har tænkt paa dette? Stakkars lap, hans eget sprog er dødsdømt paa hans tunge, men hver gang fjeld og elv og sjø blir nævnt klinger vemodige levninger igjen, vemodige lyd fra en paradisisk urtid, da hans fædre i fjeldets navn paakaldte hjælpens aander: „Gedge olmutj! passe gedge vækst!“ Stenens væsen! hellige sten, hjælp mig!
Det første trin op i kulturens trappe er jo at nomaden blir bumand. Den forvandling er nu lappens fleste tusinder færdig med. Mon forvandlingen for lappens vedkommende er kultur? Mon sjølappen i jordgammen, i hytten maa veies op med tyngre kulturlodder end hans frie frænde paa fjeldet? Han overgaar ham i fattigdom, men fattigdom er et daarligt kulturmiddel. Men man faar haabe, at forvandlingen fra flytlap til bulap med tiden kan bringe muligheder for den fremgang som nok kunde trænges. Af Finmarkens 10 000 lapper er der kun 1 000 flytlapper.
Fjeldlappens dage er vistnok talte. Det indre af landet har han, men om somren vil hans rener til kysten. Naar de myggeplagede, græssultne dyr faar tæften af sjøen, er de ikke til at holde, da vører de hverken hujing eller hunde, og de kjender ingen love om forskjellen mellem dit og mit, det bærer afsted ind i bumands eng og ager. I den konflikt, som heraf op-
4
