staar mellem renlap og bumand, maa staten ta den fastboendes part. Jo mer kysten bebygges, des værre blir det for lappen at klare sig. Overalt gjærder og stængsler, forbud og ret, bøder og straf. Stakkars lap! Læren om den sterkeres ret er en sur drik at faa tvunget i sig.
Fjeldlap og bjørn skulde fredes, staten betale den skade de gjør. Vi kjender ligesom roden er frisk i os, saa længe gamle Norge huser disse oprindelighedens væsner.
Der var engang et „Finmørker“. Paa Kjølsnæs østenfor Tanafjordens havkjæft stod finkongens slot. Stort var hans rige. Fra Malangen til Hvidehavet og til Finske botten. Og stort var hans ry. Haalogalands drot sendte sin datter at lære trolddom at finkongen. Den sidste finkonge havde en solfager datter. Saa ved vi resten. Hun elsked. Og det er et geografisk faktum, at jo længer nord des hedere er kjærlighedens ild, des rødere er dens veie. Finkongen lod jo hovedet afslaa paa den hemmelige elsker. 10 aar efter kom den røde hævn. 10 tønder guld bød finkongen, men han maatte bøde med det røde blod, og hans slot røg i aske.
Saa skiltes hans folk i tre strømme: lange havets strand, indefter elvenes bredder, indover fjeldenes vidder.
Og sidenefter, i hundreder aar, løsned i øst stykke paa stykke udaf det gamle rige. Og indover resten for skattekrævere fra tre riger, saa den arme lap vidste ikke rede paa hvem der egentlig havde landet. Russerne tog Murmans- (Normans) kysten og Sverige blev trængt tilbage fra Ishavet. Først i 1751 blev grænsen ordnet med Sverige, og først i 1826 blev de tidligere norsk-russiske fellesdistrikter endelig delt.
Finmarkens historie er en lang lidelseshistorie. Først revet i tre stykker, saa udsuget af skattekrævere og
