Jeg indrømmer imidler tid, at red. har beredt mig en
glæde ved ar ville ha mine reiseindtrvk meddelt sine
læsere. Det er nemlig en glæde, i godt selskab at faa
la munden løbe om det hjertet er fuldt af.
Saadanne, som ikke kan livnære sig af bare „indtryk”, men trænger sagligheder, maa jeg beskytte mig mod ved en liden fortale: Jeg reiste ikke som sagkyndig. Før jeg tænkte paa den reis, var jeg meget uvidende om de nordlige landsdele, saa uvidende at jeg havde ikke begreb om min egen uvidenhed. Jeg er fremdeles meget uvidende, men dog mindre meget. Den danske forfatter dr. Aage Friis, der deltog i færden, nævner i sine artikler i „Politiken” den alvor og iver mange studenter viste for at faa besked om forhold og folk. Det er det ved en færd til Nordland og Finmarken, at en sydlænding der kommer til noget helt nyt, som forpligter ham til at skaffe sig besked. Men altfor hurtig gik færden til at kunne bli nogen studieferd. Den blev dog en aabner, en vækker. Selvsyn gir interesse, og saa blir man samler, og fra da af altid opmerksom.
Men — jeg har ikke levet dernord eller reist der ofte og meget, hverken kan eller vil derfor levere noget mere end det overskriften antyder: indtryk. Den overskrift er en saadan rummelig og tøielig dragt at optræde i, ligner den forfatning hun Aslaug i sagnet var i da hun kom ombord: ikke naken og ikke klædt, ikke fastende og ikke mæt.
En i turistverdenen og tindesporten velkjendt størrelse, Bing fra Bergen, er far til ideen, professor Yngv. Nielsen stod fadder til den, og Studentersamfundet knæsatte den straks, Vesteraalske dampskibsselskab stilled skib til raadighed, de udlagte lister var fuldtegnet i en fart, fra Nordland og Finmarken læste vi om den glæde og interesse man deroppe omfatted turen med.
