var færdens devise. Dens hensigt var noget andet og mere end at skaffe studenterne en billig og morsom turisttur. Studentersamfundet har lagt sin virksomhed ind i et delvis nvt gjænge. Den tid er forbi, da Studentersamfundet som i Wergelands og Welhavens tid var det høiere, ledende aandslivs fornemste forum og arena, og den tid kan selvfølgelig aldrig komme tilbage, men Studentersamfundet har dog ogsaa nu ædlere opgave end at være et klublokale, hvor studenter tilbringer lidt af sin fritid paa en mere eller mindre underholdende maade.
Det heder „studenten er folkets søn“, „fra folket er han kommen, til folket skal han gaa“, og dette skal han fra første færd af opdrages til at være sig bevidst som en ære og et ansvar. Det folkeoplysningsarbeide, studentersamfundet har sat igang, er et prisværdigt led i arbeidet for at sætte den studerende ungdom i et aktivt arbeidsforhold til det brede folk. Studenten skal ikke være blot i læresalene som elev, han skal ud blandt folket, og han vil merke, hvis han tar sig opgaven alvorlig, at han faar mere end han gir. Han vil skrælle af sig blasertheden og vinde mod til at opelske hjertelaget.
Færden nordpaa var ogsaa en færd for at bese en fjern arbeidsmark. Vore nordlige landsdele har grund til at beklage sig over, at de betragtes her sydpaa som et ultima Thule i mørke, storm og ensomhed, hvor den akademiske stand kun nødig vil hen.
Paa hvert eneste sted, hvor vi mødtes til fest med befolkningen, lød bønnen og kravet: Kom herop, I unge, her er arbeidsfelter nok, her er opgaver nok for sterke og dygtige mænd. Det blev ikke gjemt bort, at der er veirhaardt og slitsomt, og paa mangen udpost ensomt, at livet deroppe kan kræve ofre. Naar jeg hørte paa dette, og saa paa mangen en staut idrætshærdet student, tænkte
