vant med. Men det er jo ikke en gudstjeneste med
menigheden, men for den, som huset er indrettet efter.
Det brede alter med de mange hellige ram og billeder
er pragtfuldt, og presten som ellers ligner en skipper,
blir i sit ornat til en pragtfuld skikkelse. Klokkernes
harmonier klang smukt udover skog og skolteby, og
messen begyndte. Det var en uhyggelig fart, hvormed
prestens og klokkerens trænede tunger vælted den
pladskende russiske ordstrøm fra munden, en ensdurende
strøm, der vistnok ikke længer reguleredes fra hjernen
og tanken, men fra rygmarven, akkurat som cyklistens
pedaler. Og automatisk gaar presten sine marscher til
og fra de mange helgener og hellige steder i alteret, —
marscher og vendinger og brede korsninger og dybe buk.
Det er en varm forretning selv for en automat, naar
automaten har astma. Det er underligt at tænke paa, at
slig gaar denne automatmesse hele aaret sin
regelmæssige, lovbestemte gang her i ødemarken, — prest og
klokker i koret, menigheden langt oppe i Pasvigdalen,
— om somren er der da turister i kirken, og en dusør
at tjene, men da tror jeg Vorherre stænger sin luge i
himlen.
Efterpaa fulgte presten os hen i det gamle kapel, og med resterne af sin hæse stemme foreviste han for de faa stykker, som om gangen kunde faa plads i det trange, mørke rum, de billeder og merkeligheder, det gamle alter bærer. Det var disse egnes første missioner som bygged dette hus, munken Trefan, der i sin grav har faaet en rig flor af sagn over sig.
Nedturen til Elvenes fik nogle anledning til at foreta i baad, disse fladbundede, langstævnede baade, som de indfødte med koldblodig færdighed styrer nedover den strygende Pasvig.
Paa Elvenes bodde den bekjendete lensmand Clerk.