Side:Nordmænds Udvandringer.djvu/11

Af og til har det vistnok hændt, at Nordmænd have fulgt med Hanseaterskibe som Søfolk eller for at tage Tjeneste i Tydskland, men at det ikke gik ofte paa, kan man slutte deraf, at saadant sjelden eller aldrig omtales i de hidtil bekjendte Kildeskrifter. Kun fra Island, hvor Hamburgerne efter lange Stridigheder, dels med Englænderne, dels med andre Hanseater, i det femtende Aarhundrede havde forstaaet at tilrive sig omtrent den hele Fiskehandel, synes Udvandringen at have været noget hyppigere, thi den nysnævnte Albert Krantz fortæller, at han selv har seet unge Islændinger af begge Kjøn, der vare komne ned til Tydskland som Børn og derfor havde glemt sit Modersmaal og overhoved intet bevaret af sin Nationalitet uden Navnet, og han tilføier, at Forældrene gjerne saa, at de Fremmede toge Børnene med sig, ja »hellere gave slip paa en Søn end paa en Hund«.^[1]

immobilior. Ferunt, aliquando terra sua qualibet ex causa peregrinatos, quum primum redierint terramque tetigerint, pronos cadere in terram et facto signo crucis eam in terris osculari. O inqviunt: Terra Christiana ante omnes! Alb. Krantzii Norvegia. VI. p. 11. (Rer. Germ. etc. Chronica, Francof. a. M. 1585. fol. p. 422). Noget af den samme Fortælling findes i en noget anden Form hos Absalon Pedersøn. (Norske Magasin. I. S. 96).

1. Catulos suos atque pueros aequo habent in pretio, nisi quod