Side:Nordmænds Udvandringer.djvu/131

Denne siden er ikke korrekturlest

skriver (1792): »Den danske Kirke i London er smuk. Om Vinteren kan Menigheden, som beløber sig til 4 à 5 her bosatte Familier, kun være liden, men naar Farten begynder fra Norge, saa er den ofte anselig«.[1]

Under Krigen, der for en stor Del umuliggjorde Coffardifart, fristede vore Søfolk vexlende Skjebner. Nogle af dem maatte tjene under Napoleon i Vliessingen og kom saaledes til mod sin Vilje og under aldeles forandrede Forholde at besøge det samme Holland, der havde øvet saa stor en Tiltrækningskraft paa deres Fædre. En samtidig dansk Diplomat, J. G. Rist, har i sine først ganske nylig udgivne Erindringer givet en interessant Meddelelse herom: »I Vinteren 1809–1810 toge disse Transporter sin Begyndelse, og omtrent 2000 Søfolk bleve af mig i Hamburg overleverede til de franske Autoriteter. Det gjorde mig ondt at se de friske Folk, for den største Del Nordmænd, føres som Fanger eller Gisler til det usunde moradsige Vliessingen. Mellem Mandskabet udbrød tilsidst en Slags Opstand formedelst den slette Behandling og Forpleining; flere Officierer vare indviklede heri og bleve hjemsendte som Fanger, mellem dem Commandeur Hans Holsten. I

  1. Samlede Skrifter. I. S. 466.