Side:Nordmænds Udvandringer.djvu/132

Denne siden er ikke korrekturlest

Begyndelsen af 1811 blev der atter sendt Besætninger til to Linieskibe afsted, og indtil 1813 forbleve disse Søfolk paa den franske Flaade«.[1]

Mange andre Landsmænd sukkede som ligefremme Fanger i England. Under disse Omstændigheder har den dansk-norske Kirke i London, der 1812 fik et overordentligt Bidrag af 100 Pund Sterling fra den danske Statskasse, udentvivl i særegen Grad været til Nytte. Der forekom imidlertid en Del Exempler paa, at norske Søfolk under Fangenskabet i England gik over til Kvækersecten.[2] Mellem disse var en Ole E. Loge fra Flekkefjord, der efter Hjemkomsten oversatte og udgav et Kvækerskrift i Christianssand.[3]

Norges og Danmarks politiske Adskillelse maatte vanskeliggjøre den dansk-norske Menigheds fortsatte Bestaaen, men det varede dog endnu nogle Aar, inden den opløstes. Den danske Konge ansaa sig som Kirkens Eier, og i Januar 1817 lod han den denne hidtil forundte Understøttelse fra Danmark inddrage og hjemkaldte Præsten. Fra norsk Side vare Ydelserne til Kirken i Begyndel-

  1. J. G. Rist, Lebenserinnerungen, hg. v. G. Poel, Gotha 1880. II. S. 79–80.
  2. C. Pavels’s Dagbogs-Optegnelser for 1815–1816. Chra. 1867. S. 37.
  3. Norsk Forfatter-Lexicon. S. 403.