blandt de søfarende, men som dog idelig færdedes ved Søen og saa at sige havde Salt i Blodet. Allerede i Frederik I.s Tid droge de Nordmænd med sig som Matroser paa sine Skibe,[1] og allerede i den første Del af det syttende Aarhundrede begyndte Danmarks og Norges Konge at vende sig til Holland, naar han havde Brug for sine Undersaatters Tjeneste paa sin Flaade. Her vare Nordmænd og Danske at finde, og her traf man netop saadanne, som allerede havde faaet sin Uddannelse og derfor vare at foretrække for de hjemmeværende. Da saaledes ogsaa Danmark havde begyndt at tage selvstændig Del i de ostindiske Farter, sendte Christian den fjerde i 1621 den bekjendte Nordmand Jens Munk, den samme, der viste stor Dygtighed paa sit Tog til Grønland, afsted til Holland for at faa Folk til en indisk Expedition. Han medbragte en almindelig Benaadning »for alle dem, som af Danmark og Norge eller af Hs. Majestæts Tjeneste vare undvigte, saa at de, som ikke havde begaaet Manddrab eller Blodskam, sikkert
- ↑ I Lensregnskabet for Akershus Len for 1528 opføres blandt »Sagefald« i Eker og Lier, at Betaling er erlagt af flere Personer »for at maatte seile med Hollændere«. I samme Aar havde 34 hollandske skibe betalt Told i Lenet, hvorunder dog dengang ogsaa Nedenes henregnedes.
