som Træle i et usundt Klimat uden Haab om nogensinde at komme tilbage.[1]
Denne Skildring er dog vel noget overdreven, men at man for at opdrive Folk til Ostindien brugte de forkasteligste Midler, er udenfor enhver Tvivl. En Würtemberger, der i Aaret 1734 faldt i en rotterdamsk »Sjelekræmmers« Hænder, fortæller sine Oplevelser saaledes: Han traf en Schweizer, der fortalte ham, hvilken Lykke der var at gjøre i Ostindien, og lovede ham at skaffe ham Hyre derhen, og han slog til uden at ane Uraad. Schweizeren bragte ham imidlertid til en Zielverkooper, der strax udbetalte ham 3 Gylden for denne Fangst. Disse Zielverkoopers vare Folk, der toge Fremmede i Huset, gave dem Mad, Drikke og Klæder og i Begyndelsen behandlede dem godt. Men de havde sine hemmelige Accorder med det ostindiske Compagnis Agenter, der betalte dem for en Soldat 150 Gylden, for en Matros 200 Gylden, for en Haandverker 300 Gylden o. s. v., ligegyldigt, enten de i kortere eller længere Tid havde havt Vedkommende i Logis. Naar der saa under Trommeslag blev udraabt: »Hvem har Lyst til at gaa til Ostindien?«, mødte
- ↑ Frederik Schaldemose, Reiser og Eventyr i fremmede Lande. I. Kbh. 1825. S. 386.
