Side:Nordmænds Udvandringer.djvu/59

Denne siden er ikke korrekturlest

man 300 Gylden, for dem begge 600, for en Haand eller Fod ligesaa 300 Gylden og for begge 600, for et Led af en Finger 25 Gylden o. s. v.[1]

Dernæst var Faren for at falde i Sørøveres Hænder ikke ringe. Man maa, foruden paa Dunkerkerne og andre europæiske Kapere, som vare paafærde i Krigstider, især tænke paa Barbareskerne fra de nordafrikanske Røverstater, hvis Corsarer gjorde Havet uroligt ligefra den britiske Kanal til Senegambien, og som stundom endog viste sig i nordiske Farvande, ja i 1627 bortførte 400 Personer fra Island. Allerede tidlig i det syttende Aarhundrede søgte Hollænderne at beskytte sin Skibsfart ved Tractater med hine Røverreders Beherskere, men disse vare aldrig at stole paa, og Christne bortførtes jevnlig som slaver indtil Midten af det attende Aarhundrede, tildels ogsaa senere; først henimod vore Dage ere de sidste Levninger af dette Uvæsen ophørte. Danmark opnaaede under Frederik den femtes Regjering mod Erlæggelse af Tribut Fredstractater med Sørøverstaterne, nemlig først med Algier 1746, dernæst med Tunis 1751, med Tripolis 1752 og endelig ogsaa efter mange Vanskeligheder med Ma-

  1. Georg Bernhard Schwarzens Reise nach Ostindien. Heilbronn 1751. S. 5 fgg.