Side:Nordmænds Udvandringer.djvu/62

Denne siden er ikke korrekturlest


Derfor maatte mangen en sømand dø i Fangenskab, inden Løsepengene, til hvilke Collecterne ved Kirkerne ingenlunde forsloge, kunde opdrives af hans Slægt. Et sagn om en saadan Ulykkelig, hvilket er aldeles paalideligt, har jeg selv hørt i unge Dage. Der var omtrent ved Aar 1745 i Kvinesdal en Capellan, Hr. Ole Vigedal, der blev ihjelslagen af drukne Bønder og derpaa kastet i Knivsvigen, en Bugt af Elven lige ved Hovedkirken. Hans Enke, Lisbet Godtzen Horsens, som med Vigedal havde havt en Søn Ole, giftede sig saa med en Bonde paa Gaarden Aamodt og fik med ham flere Sønner, der tilligemed Halvbroderen samtlige droge til Holland og toge Hyre derfra. Ole faldt imidlertid i Barbareskernes Hænder og skrev fra sit Fangenskab til Stiffaderen efter sin Fædrenearv til Hjelp ved Udløsningen. Denne, som ikke vilde ud med Pengene, skjulte Brevet og svarede ikke. Imidlertid døde Ole, og da dertil Brevet siden kom frem, sørgede Moderen sig tildøde.[1]

Som bekjendt gik mange christne Slaver i Nordafrika over til Muhammedanismen og bleve, hvad man kaldte Renegater. De opnaaede paa

  1. Et andet Sagn om en saadan Fange se L. Daae, Norske Bygdesagn. II. S. 45.