Side:Nordmænds Udvandringer.djvu/78

Denne siden er ikke korrekturlest


I talrige Skarer droge saaledes Vestlandets Gutter og Piger over til Holland, og det var i de Dage kun faa Familier i disse Distrikter, som ikke havde Slægt og Venner i Amsterdam eller andre hollandske Stæder. Den bekjendte Almuehøvding Christen Jensen Lofthuus, der i Aarene 1786–1787 fremkaldte alvorlige Uroligheder i Nedenes og Raabygdelaget, var Søn af en Fader, der endte sit Liv i hollandsk Tjeneste, og hans Pleiefader havde indsat ham til Arving af sin Gaard med Forbigaaelse af sine Broderbørn i Amsterdam,[1]

    de i lutherske Kirker blive antagne til Herrens Bord, og ved Hjemkomsten paastaa uden Overhørelse og Confirmation at admitteres til Alterens Sacramente. Besovede Kvindfolk fare imod Tiden, da de skal gjøre Barsel, med fremmede Skippere til Holland, England og andre Steder uden Pas og ligesaa hjemkomme uden Pas og Bevis«. A. Faye, Christianssands Stifts Bispe- og Stiftshistorie. S. 325, 328. Mellem disse af Kærup omtalte lutherske Kirker i Udlandet har udentvivl den lutherske Kirke i Amsterdam været den vigtigste. Dens Menighed var meget betydelig, ja den »kunde ansees for den største og mest blomstrende lutherske Menighed i Europa«; den talte 25–30.000 Sjele og havde fem hollandske og en høitydsk Præst, tre Sygebesøgere og 18 Catecheter og Catechetinder. Th. Fliedner, Collectenreise in Holland und England. I. Essen 1831. S. 95. I 1741 blev en fattig luthersk Menighed i Utrecht støttet ved Collecter i Danmark og Norge.

  1. Henrik Wergelands Samlede Skrifter, udg. af Hartvig Lassen. VIII. S. 182–184.