Side:Nordmænds Udvandringer.djvu/90

Karl fra Lyngdal var rømt til Holland, havde faret paa Strat Davis og det spanske Vestindien og fik saa i Amsterdam se en paa Gadehjørnerne i denne Stad opslaaet Bekjendtgjørelse af 1722, der lovede deserterede danske og norske søfolk Tilgivelse, om de vilde komme hjem og lade sig enroullere til Søetaten. Manden drog da til sit Hjem og fik sig et Patent hos en Søcommandeur, men strax kom en Officier, »nedlagde hos ham et Gevær, tog Patentet fra ham og sagde, han skulde være Soldat«. End ikke efter at en ny Pardonplacat var udkommen 1726, vilde Obersten give sig, og da Manden tyede til Amtmanden, straffede en capitain Klod ham herfor med Prygl ved Kirken i Almuens Paasyn. Amtmanden gjorde jevnlig i sine Skrivelser til Statholderen og Regjeringen opmærksom paa Bøndernes Fattigdom, fremhævede, at mangfoldige af de bortdragne Folk sendte sine fattige Forældre Pengehjelp fra Holland, og at adskillige af dem ved sin Tilbagekomst til Norge medbragte forholdsvis ikke smaa Pengebeløb ligetil 1000 Rdl. At saa mange aldrig kom igjen, mente han, havde ikke sjelden sin Grund deri, at man erfarede, at Officiererne ikke rettede sig efter Benaadningsplacaternes Ord, og mange havde, erklærede han, skrevet ham til fra Holland