og ytret Ønske om at komme til Fædrelandet igjen. Amtmanden gjorde i 1739 Forslag om Tilladelse til at fare udenlands en vis begrændset Tid mod at stille Caution.
Ingen Forordninger hjalp, skjønt man fulgte Lovens Strenghed, og de Militære havde Øinene med sig. De fraværendes Arv blev jevnlig confiskeret af Fogden, og greb man Nogen, sattes han i Fængsel eller afgaves til gevorben Tjeneste ved Christianssands Fæstning. Men, som Amtmanden erklærede, det var umuligt at hindre Rømningerne. I enhver af Egnens mangfoldige Udhavne vare fremmede skibe at træffe. Til disse listede Vedkommende sig ved Nattetider og »lagde sig nederst i Skibene, saa at Lodserne ikke vare gode for nogen at attrapere: ellers vilde nok disse gjerne fortjene 6 Rdlr. for hver, de kunde opbringe«. Saaledes rømte i 1736 paa en Gang 10 Personer, just som Exercitien skulde begynde, og Klagerne over, at det var vanskeligt at faa Compagnierne fuldtallige, toge ingen Ende.[1]
At en saa stærk Forbindelse med Holland maatte udøve en betydelig og kjendelig Indflydelse
- ↑ Resens Embedsarchiv, hvoraf disse Træk ere hentede, findes for den største Del paa Univ.-Bibl. i Christiania, hvorhen det er kommet med Cancelliraad Andersens store Samling.
