Side:Nordmænds Udvandringer.djvu/97

Denne siden er ikke korrekturlest

bleve de samme vidner tilspurgte, »om ikke Flekkefjord fra den Tid indtil nu var saaledes tiltaget, at her befindes henved 100 Familier og Vaaninger, hvorved Stedet tillige med mange flere Indbyggere og Handelsmænd er blevet forsynet, hvorunder der og er endel, som ere Borgere til Christianssand, saamange som have kunnet udvirke sig den Fortun af Borgerskabs Ret«. Vidnerne svarede, »at Qvæstionen forholder sig i al Sandhed«. Nogle Aar senere ansøgte Byen om Kjøbstadsret under Navn af Frederiksfjord, hvilket dog blev afslaaet, skjønt det (1760) anbefaledes af Generalprocureuren Stampe, der ved denne Leilighed oplyser, at baade Flekkefjord og Mandal »have mange skibe i Farten og derved underholde mange Matroser og Søfolk«.[1]

Egersund var begyndt at udvikle en betydelig Fragtfart mellem Bergen og Østlandets Kjøbstæder, ja en samtidig Forfatter bruger endog det Udtryk, at deres Mellemhandel mellem Bergen og Østlandet i det Smaa minder om »Hollændernes mellem adskillige Lande i Europa«.[2]

  1. Stampes Erklæringer. III. S. 188, noe fgg. Af Flekkefjords Negotianter ved den Tid kan anføres Familierne Buchholm og (noget senere) Beer.
  2. C. M. Olrik, Forsøg om Bergens Handel. Sorø 1754. S. 26.