I et af sine Smaaskrifter for det norske Folk har Henrik Wergeland ligesaa fyndig som sandt ytret disse Ord: «Et vidunderligere Aar har aldrig nogen Nation oplevet end Norge i 1814. Guds Finger er synlig i dets Begivenlieder. Derfor bar en Fialelse af religiøs Taknemmelighed blande sig i Folkets Glade paa dets Frihedsfestn.»
Hvad Digteren med disse Ord udtalte om Begivenhedeme i 1814, det ferste af de store Mærkeaar i Norges nyere Historie, havde for dets Vedkommende fuld historisk Berettigelse. Men med lignende Ret og i lignende Udstrækning passer samme Ord ogsaa paa det, som skede i 1905, og paa Udgaugen af dette Aars merkvaardige Begivenheder.
Hele den Slægt, af norske Mend og Kvinder, som har gjennemlevet Aaret 1905, og som i denne Tid med vaagent Øie har fulgt alt, hvad der da foregik, vil, selv om de alene har maattet holde sig til Begivenhedernes Ytterside, føle sig helt paa det Rene med, at de derunder har modtaget det Indtryk, at et Folks Historie ikke er en Kjæde af Tilfældigheder. Denne Slægt har taknemmelig lært meget. Den har ikke alene forstaaet, at Historian giver Udslag af en aldrig slansende lovmæssig Udvikling, men ogsaa, at der er en høiere Magt, som styrer denne lovmæssige Udvikling, og som raader for alt. Paa hvert Punkt af Aarets Begivenheder, eftersom det led fremover, følte det norske Folk, at der gjennem hele denne Udvikling og bag den stod en Styrelse, som med uimodstaaelig Kraft greb rind og vendte alt til det gode. Det norske Folk har i 1905 ikke mindst mærket og forstaaet delte, i de Stunder, da alle vidste, at Folket stod ytterst paa Randen af store Farer.
Mange, som har last om 1814, med de store Begivenheder, som forefaldt dette Aar, kan have spurgt sig selv, hvordan det vel havde vaeret at leve med i disse og at være Øienvidne til,
