Norge og Sverige trufne forening under en konge, men med særskilte regjerings-love, er indbefattet og indført i den, «som de ord til ord følger,» og mens de har holdt på «ethvert riges enerådighed i alle anliggender der ikke (i rigsakten) er betegnede som unionelle»,[1] så har svenskerne villet gi denne traktat en videre fortolkning, og har villet udvide fællesskabet på en måde som ikke var betinget ved den, men som de mente var selvsagt på grund af foreningens natur; ja hvad udenrigsstyret angår, er de endog gåt så vidt som gjennem sin regjering (1891) at udtale, at «hverken rigsakten eller nogen anden unionel lov indrømmer Norge delagtighed i de ministerielle (d. e. diplomatiske) sagers bebandling.»
Da unions-traktaten merkelig nok (se nedenfor) ikke med et ord udtrykkelig omtaler hvordan udenrigske sager skal behandles under normale forhold,[2] er det let at indse, at med så forskjellige opfatninger af selve denne traktats natur måtte det komme til skarpe stridigheder om et så vigtigt spørsmål. Det er af grunde som nedenfor skal omtales, særlig efter 1885 at dette tvistespørsmål er kommet i forgrunden, og det udgjør nu den største vanskelighed mellem de to folk.
