Da spærsmålet er af så stor betydning skal jeg i det følgende søge at gi en kort fremstilling af dets historie og udvikling.
Både Sveriges og Norges grundlove stilled oprindelig kongen meget frit overfor ledelsen af de udenrigske anliggender, i Norge var hans stilling i denne henseende endnu friere end i Sverige. Den norske grundlov har overladt disse sagers ledelse til kongen personlig; han kan la dem bebandle på den måde som synes ham tjenligst, og han kan til sin bistand endog benytte sig af andre end ansvariige norske rådgivere, idet det udtrykkelig udtales at diplomatiske sager undtas fra nødvendigheden af foredrag i statsrådet. Med denne ret har den norske konge ligefra foreningens indgåelse ladt den svenske udenrigsminister vareta også Norges udenrigske anliggender,[1] og har anvendt fælles gesandter for begge riger. Men denne svenske minister er
- ↑ Som af rigsadvokat B. Getz fremholdt («Norges folkeretlige stilling og statsforfatning» i Norge i det Nittende Århundrede, Kristiania 1900, bd. I, s. 175), er forholdet pa dette punkt i den norsk-svenske union ganske det samme, som det var i den østerrigsk-ungarske indtil nyordningen af 1867, idet indtil da ogsaa efter ungarsk ret udenrigsstyret var kongens rent personlige domæne, og denne benytted sig heraf til for begge riger at la de udenrigske sager besørge ved en østerrigsk minister. For at undgå misforståelse bør kanske samtidig fremhæves at unionen mellem Norge og Sverige aldrig har været af samme intime natur, med så meget fællesskab, som den østerrigsk-ungarske.
