blev henlagt under udenrigsministeren. Såvel under dette fællesskabs udvikling som under dets senere beståen er det gang på gang, såvel af norsk regjering som af det norske storting, med styrke fremholdt, at Norge ikke ved at benytte samme konsuler som Sverige anser sig retslig bundet til fællesskab; og overfor forsøg på at få os til at binde os dertil, er det blit svaret klart og greit (f. eks. 1847 af den samlede norske regjering), at Norge ikke kunde spærre sig adgangen til at udnævne sine egne konsuler, når dets interesser i fremtiden gjorde dette påkrævet.
Man har fra svensk side søgt at hævde, at konsulatvæsenet hørte så nøie sammen med udenrigsvæsenet, at det ikke kunde udskilles. Denne påstand er omstyrtet ved den kjendsgjerning, at en komite af norske og svenske sagkyndige, hvoriblandt den nuværende norske og svenske gesandt i London, baron Bildt, enstemmig har kunnet foreslå en ordning med særskilte konsulatvæsener, uden at det bestående fællesskab i udenrigsvaesen rokkedes (se nedenfor s. 66). Den svenske regjering såvel som den norske, tilligemed kongen, har i principet godkjendt denne foreslåede ordning (se nedenfor s. 67—68).
Det er også en kjendsgjerning, at da det konsulære fællesskab i 1814 opstod på den måde som nævnt, hadde udenrigsministeren ikke ledelsen af konsulatvæsenet. Dette blev i Sverige underlagt det såkaldte kommercekollegium, som intet hadde med udeurigsvæsenet at gjøre,
