seende være et overordenllig stort tilbageskridt i forhold til nuværende ordning af konsulalvæsenet.»
I december 1904 blev derefter fra svensk side fremlagt et udkast til de ligelydende love. Bag dette stod flertallet af det svenske statsråds medlemmer, hvorimod hr. Boström ikke fandt at kunne forlade sit i den nævnte fremstilling tagne standpunkt. Det vil let indsees, at det, uanset forslagets indhold, måtte i høi grad vanskeliggjøre en overenskomst, at den svenske premierminister, og Sveriges mægtigste politiker, erklæred at være bestemt imod det forhandlingsforslag som han selv på regjeringens vegne bød nordmændene. Det viste sig at også det svenske lovudkast indeholdt en række krav, som fra norsk standpunkt var uantagelige, idet de stod i strid med det aftalte grundlag for og hensigten med forhandlingerne.
Den norske regjering udtalte i sit svar derpå, at forslaget indeholdt i det mindste seks punkter som i sagen indbragte «helt nye momenter, en række af krav, som, hvis de var blit fremsat og fastholdt på et tidligere stadium, vilde ha ledet til at tanken om at komme til indbyrdes forståelse hadde måttet opgis.» Om disse punkter udtaler den norske regjering videre, at de er åbenbart uantagelige, «dels fordi de strider mod Norges grundlov eller de fordringer som hertillands stilles til
