statsminister Boström allerede den vår blit bestemt, at forhandlingerne skulde tilintetgjøres, og Lagerheim blev tvunget til at ta sin afsked. «Men — sier hr. Adolf Hedin videre — det formindsker ikke den afgåede udenrigsministers fortjeneste, det formindsker heller ikke fortjenesten for de medlemmer af det norske statsråd med hvem han drev de uden tvil ret vanskelige forhandlinger. Dem tilkommer hæderen for at ha bragt underhandlingerne til det punkt som den foreløbige overenskomst (af mars 1903) viser. Og efter alt jeg kjender til den, var det som stod tilbage, uendelig enkelt i sammenligning med de vanskeligheder som var overvundet.» Dette er den fremragende svenske parlamentarikers, Sveriges uden sammenligning kyndigste politikers dom over Boström og hans måde at bryde forhandlingeme på.
Da hr. Boström for nylig blev tvunget til at ta sin afsked, indeholdt Sveriges ledende organ for førstekammer-partiet, «Nya Dagligt Allehanda» (9 april 1905) en artikel om ham, som er særlig oplysende for den svenske opfatning på det hold. Deri heder det bl. a., at «han sammen med sine kolleger betonede konsulatsagens uløselige sammenhæng med spørsmålet om udenrigsstyrelsen. Hans feil og hans store misgreb var, at han et øieblik af nordmændene lod sig formå til at gjøre den afvigelse fra sit oprindelige standpunkt, som fik udtryk i «kommunikeet» (af mars 1903). «Men han udsletted for en væsentlig del sin feil
