foreløbig skulde stilles i bero, vilde Norges tilslutning til en sådan forudsætning efter departementets opfatning være enstydig med en opgivelse af det norske folks enstemmige krav på nu at se gjennemført en ret der tilkommer Norge som suverænt rige og er hjemlet ved dets grundlov, og af en reform som næringslivets udvikling og vilkår med voksende styrke tilsier, for istedet at opta en mellemrigsk forhandling, der efter gjentagne erfaringer desværre må befrygtes at ville bli frugtesløs eller i bedste fald forsinke sagens gjennemførelse. Der kan nemlig ikke bortsees fra at det nu fremkomne forslag om forhandling ikke er noget nyt, men at lignende forslag gjentagne gange tidligere i unionens historie forgjæves har været prøvet. De tre unionskomiteer af norske og svenske mænd, som i det forløbne århundrede efter forudgående forhandling har afgit — i 1844, i 1867, og i 1898 — forslag til nye bestemmelse om rigernes indbyrrdes forhold, har ikke ledet til noget positivt resultat.»
Efter at ha nærmere omtalt disse unionskomiteers uheldige skjæbne og særlig den sidstes (1895—1898) frugtesløse forhandlinger, minder regjeringen om, «at lige resultatløse blev også de mellem begge regjeringer i 1885—1886 og 1890—1891 om ordningen af det ministerielle statsråd førte forhandlinger.»
«Har således resultatet af de nævnte bestræbelser været lidet opmuntrende, må dette i
