ningen af udenrigsstyre og diplomati og om den ifølge rigsakten bestående union og de heruuder hørende spørsmål. Men disse forhandlinger måtte i så tilfælde bli at føre på et helt frit grundlag, med fuld anerkjendelse af hvert riges suverænitet, uden forbehold eller begrænsning af nogen art, og således også — i lighed med hvad der fandt sted i 1898 — omfatte den fra norsk side foreslåede ordning med særskilt norsk og særskilt svensk udenrigsstyre i de former som ethvert af rigerne måtte anse nødvendige for varetagelsen af sine opgaver og interesser.
«I overensstemmelse hermed måtte derhos være vedtat, at hvis også nye forhandlinger skulde bli resullatløse, måtte man ikke falde tilbage på status quo, med fastholden af den nuværende uholdbare unionelle tilstand. Det måtte være en bindende forudsæetning, at de nu bestående forhold ikke skal lægge hindringer i veien for udøvelsen af del enkelte riges selvbestemmelsesret, men at hvert af rigerne frit kan bestemme de fremtidige former for sin nationale tilværelse. Ti ikke en tvangsunion, men alene to frie og selvstændige nationers gjensidige tillid og samfølelse, kan betrygge begge folks framtid og lykke og rigernes uafhængighed og integritet.»
Den svenske regjering svared herpå bl. a.: «Da tanken på videre forhandling nu afvises fra norsk side, inden eget norsk konsulatvæsen er blit giennemført, og da der desuden fra norsk
