Denne siden er korrekturlest
Hvert Aandens Barn, der gi’er en Lyd, et Muk,
Er alt i Fødslen her forknyt og knækker,
Og udbasunet, sværtet, eller gjækket,
Det svage Noer er ligefuldt kaduk.
Selv om dets Stigen virkelig er smuk,
Det maa dog ned igjen med Vingen stækket,
For i en Sump og mellem Padde-Kvækket,
At drage ubegradt sit sidste Suk.
Men hvad der kryber langs den slagne Vei,
Og hvad der mere vælter sig end falder,
See, dette veed at holde sig i Live;
Thi her har Hoben just sin gyldne Alder,
Og derfor la’er den sig til Skat beskrive
Ved Synet af sit eget Kontrafei.
