1177 m. o. h.) oftere hele partier af stribet, mørkere gneisgranit. På opstigningen fra lille til store Bjoreidnuten gjennemskjæres graniten fra V—O af tre dybe gjel. Også store Bjoreidnuten er helt til øverste top granit; toppen korr. bar. 639.5 mm. = 4203ʹ eller c. 1320 m. o. h.
Skuringsstribernes retning på den flade top SO—NV. Bjoreidnuten var på en medbragt kopi af den geologiske undersøgelses manuskriptkart betegnet som skifer, hvilket ikke findes her. Omvendt var de i nogen frastand synlige høiere nuter: Gjerenuten, Dyreheiene, Steinbuheia, Skaupsjønuten (sandsynligvis også flere) på kartet betegnede som granit, men erklæredes af føreren med sikkerhed i toppen at bestå af „helleberg“ (skifer), hvilket senere også bekræftedes af Knut Garen og andre kjendtmænd.
30te Fra Maursæt over Hol og Vøringen til Eidfjord. Regn. 31te juli. Vik i Eidfjord; regn.
1ste august. Eidfjord til Bærastølen. I Eidfjord om morgenen bar. 750 mm. (regn) På veien fra Mjelmo til Bærastølen stribet mørk gneisgranit, ofte med biotit og hornblende sammen; ogsaa stykkevis lysere mere normal granit. Ensteds på opstigningen fra dalbunden er graniten fuld af brudstykker af gneis, ligesom en breccie.
Ved Bærastølen (bar. korr. 662. mm. = 3168ʹ eller 994 m. o. h.) granit med småpunkter af mørkbrun ortit.
Særdeles hyppig såes blokke af blåkvarts. Da jeg tænkte mig at disse muligvis var kommet fra Bærakupen, steg jeg op på denne top.
Skiferformationens grænse i Bærakupen fandtes omtr. ved korr. b. 639.5 mm. = 4045 eller c. 1270 m. o. h. måske noget lavere, da selve den umiddelbare grænse var bedækket. Underst i skiferformationen såes sortsmudsende, alunskiferlignende fyllitisk skifer, her og der med sparsomme kvartsårer. Derover blågrønne krumbladige fylliter med rigeligere kvartslinser og kvartsårer. Høiere op er fylliten meget rigere på kvartslinser.
