I selve Hulberget er følgen den samme:
Underst alunskiferbergarter af forskjellig slags c. 110ʹ; øverst i den almindelige alunskifer c. 1ʹ med lag, der fører dictyonema flabelliforme, Eichv., som allerede påvist af T. Dahll, der dog ikke nævner dens nøiagtige nivå i fast fjeld. Derover 33ʹ (10 m.) tykpladet, storhellet sortblå skifer. Øverst blåkvarts, c. 120—150ʹ (c. 45 m.), i tykke bænke; udenfor profilet i stærkt sammenpressede, foldede og opreiste lag.
Foden af Hulberget, korr. bar. 641¼ mm. (4280ʹ eller 1380 m.),
Fig. 9. Profil over Hulberget.
c. Blåkvarts.
b₂ Storhellet skifer.
D. Tyndt lag med dictyonema.
b₁. Alunskifer (alunskiferfyllit tildels).
Den tykpladede, storhellede skifer er, når man først er bleven opmærksom på den, ganske karakteristisk, men ikke at opfatte i små håndstykker. Den er brugt som tagheller i sætre og lægre over en stor del af Vidda (ex. Kirkestendalen, Hansebulægret, Krokevasstølene etc.).
Om eftermiddagen 5te august fra Hansebustølen til Øvre Krokevasstølen; veien går hele tiden lavt nede i granit langs Krokvandene, under Krokevasaxlerne, der danner en rad af høider over graniten ved Krokevandet. De består, som alle høider i dette strøg, af alunskifere med afslutning opad i den nævnte tykpladede, storhellede sortblå skifer, og øverst blåkvarts.
Øvre Krokevasstølen korr. bar. 647 mm. = 4100ʹ eller c. 1287 m.