Side:Norges historie fremstillet for det norske folk III-2.djvu/100

STRID OM ERKESTOLEN 1 NIDAROS 93 Norges salige konger og dets krone enten ved lov eller af det apostoliske sæde, i alle maader og overalt og altid skal forblive . ukrænket". Kjendelsen synes at udsige: l. At Norges kongeri ,,a1ders tid" har havt ret til paa forhaand at samtykke i valget af erkebiskop, og 2. At Kristiern for sig og sine eftermænd gjør krav paa en efterfølgende approbation af erkebispevalget, før den valgte tiltræder eller stadfæstes af paven; men kapitlets kanoniske valgret skal ikke angribes. Dette krav staar i samklang med den erklæring, som de 5 biskoper i l433 indgav til paven paa kong Eriks vegne. Men begge disse udtalelser gaar videre end Tønsbergkonkordatet af 1277, som var anerkjendt i kong Karls haandfæstning art. l. lkoti» kordatets art. 4 fraskriver nemlig kongen sig enhver forhaandsind- flydelse paa bispe- og abbedvalgene og anerkjender den fri kanos niske valgret; men for stadfæstelsen skal enten vedkommende kapitel gjennem sendebud meddele kongen valgets udfald eller den valgte skal paa veien til Rom personlig præsentere sig for kongen. Det lykkedes dog ikke erkebiskop Aslak at faa disse regler udtrykkelig anerkjendt i Kristierns norske haandfæsting. Kongen gik ikke videre end til at love, at ,,vi ei vil bevare os ydermere med den hellige kirkes frihed end os bør (a: tilkommer) og vore formænd før os har gjort“. Fra første færd har saaledes Kristiern taget afstand fra Baselkonciliets bispevalgsret, som Kristoffer havde respekteret, og gjenoptaget Erik af Pommerns krav paa at øve indflydelse paa bispe- stolens besættelse. Og det er neppe tvilsomt, at kongen i denne politik har havt støtte af de verdslige medlemmer i det danske rigs- ' raad, ja kanske ogsaa i det norske rigsraad. Kjendelsen er ogsaa bevidner af to danske rigsraader (Eggert Frille og Aage Axelssøn Thott) og én norsk (Olav Nilsson). Men den norske geistlighed har visselig gjennemgaaende strittet imod. Voldgiftsdomstolen bestaar derfor væsentlig af udlændinger; som saadan maa ogsaa den norskfødte biskop Torleiv i Viborg ansees. Der var dog tre norske geistlige, `som i denne sag har stillet sig paa Kristiems standpunkt. Det var biskop Gunnar i Stavanger og de to kongelige provster i Bergen og Oslo, som alle fra første færd havde sluttet sig til danskepartiet. Kjendelsens andet punkt gaar ud paa} at Olav Trondsson ikke er rettelig valgt til erkebiskop. Denne kjendelse begrundes saaledes: .,Af visse ræsonable grunde og motiver, som iakterne er specilicerte, og som hertil har bevæget os, men som vi af hensyn til den geistlige stands ære har besluttet her at tie om, idet vi dog anser dem for tilstrækkelig tydelig udtalt til at godtgjøre, at det paa usedvanlig